Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Akkreditering

Helsingør Hospital skal akkrediteres ved Joint Commission International (JCI) i 2011.

Hvad er akkreditering?
Akkreditering er en ekstern vurdering af hospitalets kvalitet.

Det er en metode til kvalitetsforbedring af den samlede organisation, hvor eksterne eksperter vurderer, om hospitalet opfylder et sæt af standarder (krav). 

Tre spørgsmål besvares:
1. Gør vi det, vi skal?
2. Gør vi det, vi tror, vi gør?
3. Gør vi det godt nok?

Akkreditering baserer sig på vurdering af struktur, proces og resultater. De standarder som lægges til grund for vurderingen, tager udgangspunkt i patientens forløb fra primærsektoren gennem hospitalet og tilbage til primærsektoren. Standarderne er dels patientfokuserede og dels rettet mod organisatoriske forhold.

For hospitalet vil processen frem mod akkreditering, være ligeså vigtig som selve akkrediteringen, idet den indsats der skal til for at sikre at kunne opfylde standarderne, er med til at fastholde og udvikle en patientsikkerhedskultur.

En akkreditering gives for 3 år, hvorefter hospitalet skal anmode om en ny vurdering, hvis man fortsat ønsker at været akkrediteret.

Hvem foretager akkreditering?
Da hospitalerne i hovedstadsregionen skal dobbeltakkrediteres, vil Helsingør Hospital skulle akkrediteres ved to forskellige institutioner.

Dels Joint Commission International (JCI) som de tidligere H:S Hospitaler har prøvet tre gange tidligere.

Dels ved Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsnet (IKAS).

I det følgende beskrives forløbet af en akkreditering på basis af JCI. Akkrediteringen ved IKAS vil have mange lighedspunkter.


Hvordan foregår akkreditering?
Forløbet fra første overvejelse om akkreditering til denne er gennemført falder typisk i tre faser:

1. Foranalyse

2. Forberedelse, herunder fastsættelse af indikatorer for kvalitet

3. Akkreditering, vurdering (survey).


Foranalyse – også kaldet Mock
Formålet med foranalysen er, at få en samlet vurdering af, på hvilke områder forbedringer og ændringer er nødvendige for at man vil kunne opfylde standarderne. Foranalysen gennemføres af et eksternt team, der typisk består af tre særligt uddannede personer: en læge, en sygeplejerske og en administrator. Teamet gennemgår i løbet af 2 dage hospitalet ud fra de givne standarder og på samme måde som vurderingen (survey) op til en egentlig akkreditering foregår.

Forberedelse
På baggrund af foranalysen kan hospitalet igangsætte de nødvendige tiltag fx uddannelse, rådgivning, målrettede indsatser der kan afhjælpe fejl og mangler, så hospitalet kan opnå at blive akkrediteret i 2011.

Akkreditering, vurdering (survey)
Akkrediteringen omfatter to elementer. JCI foretager dels en vurdering af indsendte oplysninger om hospitalet, dels en vurdering på stedet (survey).

Vurderingen varer to dage og gennemføres af et akkrediteringsteam bestående af en læge, en sygeplejerske og en administrator. De tre afholder dels fællesseancer, dels besøg og interviews hver for sig. Ledere og medarbejdere på alle niveauer interviewes og også enkelte patienter, og eventuelt pårørende.

Akkreditørerne anvender den såkaldte tracermetoden til at analysere hospitalets systemer ved at følge en bestemt patient gennem hospitalets behandlingsproces i samme rækkefølge som patienten. Afhængigt af det konkrete forløb kan det kræve at akkreditørerne besøger flere afdelinger og afsnit på hospitalet.

Der kan skelnes mellem 2 typer af tracere.

1. Patienttracer der vurderer en konkret 
    patients samlede behandlingsoplevelser på 
    hospitalet
2. Systemtracer der vurderer vigtige områder for 
    kvalitet og patientbehandlingen på grundlag af 
    hospitalets tværgående systemer, fx 
    infektionsforebyggelse- og kontrol, håndtering 
    af lægemidler og anvendelse af data

Et vigtigt element er også hvorledes hospitalet og de enkelte afdelinger erfarer og følger op på brist i kvaliteten. Med akkreditering vurderes et hospitals nøglefunktioner ud fra på forhånd definerede standarder for at få belyst kvaliteten og sikre en løbende udviklingsproces.




Redaktør
Maria Olsen
Email VCCK@zjd.regionh.dk